PVC-plast indeholder PVC-råvare og tilsætningsstoffer. Der bruges altid stabilisator, og da PVC-råvaren er farveløs, tilsættes der pigmenter til alle de produkter, der skal være farvede.
Tidligere blev der i visse PVC-produkter anvendt pigmenter og stabilisatorer med indhold af grundstofferne cadmium eller bly, der tilhører den stofgruppe, der ofte betegnes "tungmetaller". De fleste "tungmetaller" er skadelige at indtage og skadelige for miljøet, og det gælder også cadmium og bly.
Brugen af cadmiumforbindelser er for længst ophørt i Danmark, og brugen af bly er afviklet i overenstemmelse med blybekendtgørelsen, der blev indført i 2000. Danmark er det eneste land i verden der har indført forbud mod anvendelsen af bly som stabilisator i PVC-produkter. I Sverige er der en frivillig aftale om afvikling af bly og den europæiske PVC-industri har ligeledes underskrevet en frivillig aftale der betyder, at bly som stabilisator i PVC vil være reduceret til nul i 2015.
Nogle af de gamle PVC-produkter, der kasseres i dag, indeholder cadmium eller bly og vil gøre det mange år frem i tiden.
`
Pigmenter
Cadmium- og blypigmenter blev tidligere almindeligt brugt i bl.a. malervarer, trykfarver og plastprodukter til klare røde, gule og grønne farver, fordi disse pigmenter har en meget stor lysægthed og bestandighed både under påvirkning af varme og i korrosive omgivelser. Brugen af cadmium i PVC blev afviklet i løbet af 80erne og har siden 1993 været forbudt i Danmark. Brugen af blypigmenter i PVC er ophørt i løbet af 90erne og erstattet af organiske pigmenter uden indhold af tungmetaller.
Stabilisatorer
PVC skal altid stabiliseres, bl.a. for at blive tilstrækkeligt varmebestandig. Byggeprodukter og andre produkter, der skal bruges udendørs, skal tilsættes særlige stabilisatorer for at opnå den eftertragtede lange holdbarhed i vejrliget, og det er til dette formål, de tungmetalholdige stabilisatorer bruges. Tidligere blev brugt cadmiumforbindelser, men de blev i begyndelsen af 90erne afløst af blyholdige stabilisatorer, der nu også er afviklet. Indholdet af bly er ca 1 %. Det er lykkedes at udvikle stabilisatorer uden indhold af tungmetal – her er det især calcium/zinkforbindelser, der anvendes.
|
|
 |
 |
| Vinduesprofiler fremstilles nu uden bly. Her et lager med vinduesprofiler hos Primo Danmark A/S, der skal sendes til vinduesproducenten. |
Tagplader i hård PVC benyttes her som overdækning af pergola. |
Det typiske PVC-rør er som disse: afløbsrør i mindre
dimensioner, her på lager hos Nordisk Wavin A/S i Hammel.
Miljøpåvirkning fra cadmium- og blyforbindelser i PVC-produkter
Både pigmenter og stabilisatorer er fast indlejret i PVC-plasten og frigives først, når plasten forbrændes, hvor tungmetallerne afgives til slaggen og flyveasken ligesom tungmetallerne fra alt det øvrige affald. Der er således ingen forurening med tungmetaller fra brug af PVC-produkter. Men i takt med at det samlede forbrug af tungmetaller bringes til ophør, skal PVC-produkter selvfølgelig også fremstilles uden, så restprodukterne fra forbrændingen efterhånden kan blive rene. Det skønnes, at PVC-affald på nuværende tidspunkt bidrager med 2-3 % af det samlede affalds indhold af tungmetal.
Genanvendelse
Den blyholdige PVC er særdeles velegnet til regenerering og kan med fordel genanvendes i produkter, der er lette at identificere og derved indsamle på ny, således at blyindholdet forbliver under kontrol og ikke spredes til mange produkter. Som det eneste land i verden stiller Danmark dog spørgsmålstegn ved det hensigtsmæssige i at genanvende blyholdige PVC-produkter. Tankengangen er den, at har man først indsamlet blyholdige produkter, så bør man ikke sprede dem i miljøet igen.
Indhold:
- Faktablade om PVC og phthalater
- PVC-plast: materialets egenskaber
- Fremstilling af PVC-råvare og af PVC-produkter
- PVC og affaldsforbrænding
- PVC og genanvendelse
- PVC og dioxiner
- PVC og tungmetaller
- Phthalater og sundhedsrisiko