Loven om afgift på PVC og phthalater vedtaget med mindst mulige flertal
20-12-1999
Med det mindst mulige flertal vedtog Folketinget fredag den 17. december
1999 Loven om afgift på PVC og phthalater (L69). For stemte regeringspartierne, SF og
Enhedslisten - de øvrige partier stemte imod.
Loven træder i kraft den 1. juli 2000 og forventes at give staten
et provenu på 60 mio. kr. i 2000 og 95 mio. kr. året efter. Det er betydeligt mindre end
oprindeligt skønnet, hvilket især skyldes, at en række produkter er fritaget for
afgiften. Det gælder bl.a. rør, vinduer og døre i hård PVC, mens de væsentligste
undtagelser, når det gælder phthalat-området, er medicinsk udstyr, tekstiltryk og
undervognsbehandling.
Under den politiske debat i Folketinget har fronterne været trukket
usædvanligt hårdt op. Enhedslisten forsøgte således inden 2. behandlingen at skærpe
loven ved at fremsætte en række ændringsforslag, der dog senere blev trukket tilbage.
Fra borgerlig side var især Venstre meget kritisk, og i utilfredshed med miljø- og
energiminister Svend Aukens indlæg under redegørelsesdebatten den 10. december (link se
nedenfor) besluttede partiets miljøpolitiske ordfører, Hans Chr. Schmidt, således at
kalde ministeren i samråd i Miljø- og Planlægningsudvalget kl. 06.45 om morgenen!
I forhold til det oprindelige lovforslag er der sket enkelte ændringer,
ligesom loven ledsages af en række såkaldte tilkendegivelser (link til
betænkningen) fra skatteminister Ole Stavad. Ændringerne går bl.a. ud på, at
der også lægges en afgift på metal-tagrender, der forsynes med en tynd
PVC-belægning. Dette gøres for afgiftsmæssigt at sidestille disse produkter med
tagrender og nedløbsrør i ren PVC. Disse produkter har ministeren ikke villet fritage
for afgift, selvom de indgår i indsamlings- og genbrugsordningen under WUPPI A/S. Desuden
ændres reglerne for, hvor meget PVC, der skal være i det samlede produkt, inden det
udløser en afgift. I det oprindelige forslag var denne bagatelgrænse sat til 25 pct.,
men bl.a. foranlediget af henvendelse fra danske producenter af haveslanger, er grænset
nu sat ned til 10 pct. Dette vil i højere grad ligestille dansk producerede produkter og
importerede.
Blandt tilkendegivelserne er den vigtigste direkte relateret til NKTs
produktion af blyfri kabler og ledninger. Skatteministeren har i forbindelse med loven
tilkendegivet, at han er indstillet på at fritage NKTs produkter for afgift, hvis
viksomheden inden den 1. marts 2000 kan dokumentere, at den overholder en række nærmere
definerede krav til indsamling og genbrug.
En tilsvarende imødekommelse har ministeren ikke villet give, når det
gælder produkter fremstillet i regenereret PVC. Her fastholdes afgiften, selvom Stavad i
en tilkendegivelse skriver, at det ud fra et miljøsysnpunkt ikke forekommer optimalt. Han
mener imidlertid, at der er en række tekniske problemer forbundet med at finde en
afgiftsmodel, som kan fremme anvendelsen af regenereret PVC på en tilstrækkelig
hensigtsmæssig måde. På den baggrund fastslog skatteministeren under debatten i
Folketinget, at en ændring af denne afgift må afvente den generelle revision af loven om
2 år.
Lovforslaget i sin helhed kan tillige med betækninger og referater fra
debatterne i Folketinget læses på: www.folketinget.dk/Samling/19991/lovforslag_oversigtsformat/L69.htm
Referat fra forespørgseldebatten om PVC og phthalater kan læses på: www.folketinget.dk/samling/19991/udvalg_redegoerelse/UF1.htm

Tilmeld dig vores nyhedstjeneste: send en mail mærket Nyheder til: pvc@pvc.dk