Til forsiden
    NYHEDER     LOVSTOF     FAKTA     HVEM ER VI?
      PVC-industrien dokumenterer fremskridt med initiativ for bæredygtighed


For blandt andet at realisere danske PVC-affaldsprojekter gives store beløb

15-05-2003

Den europæiske PVC-industri har netop offentliggjort sin årlige ”Progress Report”, hvori industrien dokumenterer de miljømæssige fremskridt, der er foretaget i det forløbne år. Rapporten viser, at udviklingen mod en bæredygtig fremtid for PVC har taget fart i løbet af de seneste år.

Det er industrisammenslutningen, Vinyl 2010, der står bag de fremskridt, der sker inden for PVC-produktion i Europa. Vinyl 2010 består af hele kæden af europæiske PVC-producenter. Medlemsorganisationerne i Vinyl 2010 tæller således både råvareproducenter, producenter af tilsætningsstoffer samt plastforarbejdende virksomheder.

Støtte fra Vinyl 2010 til bæredygtige initiativer inden for PVC-genanvendelse beløb sig i 2002 til i alt 4,5 millioner Euro. Det svarer til en forøgelse på 74 % i forhold til 2001.

Blandt de væsentligste aktiviteter i 2002 var:

· Yderligere miljøfremskridt inden for det charter, som PVC-råvareproducenterne underskrev i 1995. Chartret forpligter den europæiske PVC-industri til at have mindre emissioner til miljøet end myndighederne kræver. 93 % af den europæiske PVC-produktion opfylder nu de krav, der er formuleret i charteret. I 1998 var det 88 % af de europæiske PVC-produktionssteder, der opfyldte kravene.
· Kabelgenanvendelsesfaciliteter i byen Ferrara i Italien er startet op.
· Genanvendelsesprojekter i Tyskland, Danmark, Frankrig og andre lande er etableret
· Et samarbejde er etableret med flere europæiske kommuner omkring indsamling og genanvendelse.

PVC Informationsrådet kan i øvrigt oplyse, at i begyndelsen af 2003 besluttede Vinyl 2010 at yde et betragteligt beløb til støtte af RGS 90’s genanvendelsesanlæg for PVC, der er under udførelse i Stigsnæs. Et projekt som EU-Kommissionen allerede har valgt at støtte med 4 millioner Euro. Vinyl 2010 støtter Stigsnæs-projektet med 3,6 millioner Euro. Vinyl 2010 har i 2003 også valgt at yde et mindre beløb på 162.000 Euro ligeledes til RGS 90, som skal benyttes til et projekt, der har til formål at nyttiggøre de restprodukter, der opstår efter forbrænding af blandt andet PVC-affald.

I løbet af de næste par uger planlægger Vinyl 2010 at oprette et kontrolorgan med medlemmer fra Europa Parlamentet, embedsmænd fra Europa Kommissionen samt fagforeningsrepræsentanter, som skal overvåge og drøfte PVC-industriens fremskridt.

”Vinyl 2010-projektet er et virkeligt langt, sejt træk, og der tilbagestår stadig en masse hårdt arbejde at udføre. Men vi er sikre på, at vores fortsatte anstrengelser viser sig at være effektive til at fjerne enhver uretmæssig tvivl, som kunne være omkring PVC’ens fremtid og omkring de titusinder af europæiske virksomheder, der beskæftiger sig med produktion og forarbejdning af PVC-produkter” siger Jean-Pierre de Greve i forbindelse med offentliggørelsen af rapporten. Jean Pierre de Greve er generalsekretær i Vinyl 2010.



Tilmeld dig vores nyhedstjeneste: send en mail mærket Nyheder til: pvc@pvc.dk
  PVC DESIGN   FORSIDE   ENGLISH  

PVC Informationsrådet, Nørre Voldgade 48, 1358 København K.
Telefon: 3330 8630 Fax: 3330 8631  E-mail: