Prisen for at aflevere et ton PVC-affald til genanvendelse er 1500 kroner
24-09-2003
Genanvendelsesselskabet RGS 90 fortæller på deres hjemmeside, at selskabet nu har åbnet for modtagelse af PVC-affald til deres genanvendelsesanlæg i Stigsnæs ved Korsør. Selve genanvendelsesanlægget er fortsat under opførelse, og en egentlig produktion forventes først at komme i gang medio 2004. Men de nødvendige modtage- og mellemlagringsfaciliteter er nu på plads, og anlægget er netop blevet miljøgodkendt. Dette betyder, at RGS 90 allerede fra første september har kunnet modtage PVC-affald til nyttiggørelse. RGS 90 tilbyder at kunne genanvende alle typer af udsorteret PVC-affald. Der stilles således ingen krav om størrelse eller om renhed, og anlægget kan genanvende både hård og blød PVC. Prisen for at aflevere et ton affald i Stigsnæs Industripark, hvor genanvendelsesanlægget ligger, er 1500 kroner. På anlægget i Stigsnæs kan alle komponenterne i PVC-affaldet udvindes og efterfølgende genanvendes. Der udvindes salt fra PVC-affaldet, som PVC-industrien vil kunne genanvende til produktion af ny PVC. Den flydende oliefraktion vil kunne erstatte brugen af råolie i forskellige industrielle processer. Den faste behandlingsrest vil blive anvendt som råmateriale i forbindelse med produktionen af sandblæsningsmidlet Carbogrit. Det er således, at der i Stigsnæs Industripark allerede er bygget et anlæg til produktion af Carbogrit. Carbogritten produceres dels ved hjælp af spildevandsslam dels ved hjælp af den behandlingsrest, som dannes i forbindelse med PVC-genanvendelsen. Anlægget i Stigsnæs får en kapacitet på 12,5 tons PVC-affald i timen eller omtrent 100.000 tons om året. Både EU-kommissionen og den europæiske PVC-industrisammenslutning, Vinyl 2010, har støttet projektet i Stigsnæs. Kommissionen har givet over 3 millioner € og industrisammenslutningen,Vinyl 2010, har givet et lignende beløb. Hertil kommer, at danske PVC-forarbejdende virksomheder samt Miljøstyrelsen også har ydet bidrag til projektet.
Nyheden kan læses på engelsk her.

Tilmeld dig vores nyhedstjeneste: send en mail mærket Nyheder til: pvc@pvc.dk
|