Til forsiden
 
SPONSORER

Se alle sponsorer
 
 
 
 
 
 
 
 
 
    NYHEDER     LOVSTOF     FAKTA     HVEM ER VI?
      Skatteministeriet kommenterer PVC Informationsrådets syn på PVC-afgifterne


PVC-afgifterne skal til første behandling i Folketinget den 20. januar

09-01-2004

Folketingets skatteudvalg har fra Skatteministeriet modtaget et ni sider langt høringsnotat om PVC-afgifterne. Formålet med notatet er blandt andet at give de skattepolitiske ordførere et overblik over høringsparternes synspunkter, når PVC-afgifterne skal til første behandling i Folketinget den 20. januar. Ud over i kort form at beskrive indholdet i hvert enkelt høringssvar beskriver notatet, hvordan skatteministeren forholder sig til de synspunkter, som høringsparterne har fremført. I alt har tyve interessenter afgivet høringssvar. Mere end halvdelen af Skatteministeriets notat er viet behandlingen af det høringssvar, som PVC Informationsrådet afgav.
 
Hovedsynspunktet i PVC Informationsrådets høringssvar er, at der ikke er miljømæssig belæg for at afgiftsbelægge netop PVC-produkter. I PVC Informationsrådets høringssvar fortælles det således, at rådet i 2001 fik udarbejdet en rapport, der skulle kaste lys over den nyeste viden om PVC og affaldsforbrænding. På baggrund af rapporten kunne det konstateres, at de miljøproblematiske restprodukter, der dannes som følge af forbrændingsprocessen for langt størstedelens vedkommende kan tilskrives andre affaldstyper end PVC.
 
For at kommentere rådets synspunkt har Skatteministeriet sendt høringssvaret til udtalelse i Miljøstyrelsen.
 
I Miljøstyrelsens udtalelse gengives eksakt de konklusioner, som PVC Informationsrådet har fremført. Nemlig blandt andet det forhold, at 70% af det danske PVC-affald forbrændes på forbrændingsanlæg, hvor PVC-affaldet kun giver anledning til en forøgelse af restprodukterne på 5%. Men Miljøstyrelsen fremfører, at PVC i affaldet øger risikoen for korrosion, og at der er et øget vandforbrug i forbindelse med forbrænding af klorholdigt affald. Ifølge Miljøstyrelsen medfører begge disse forhold øgede udgifter for forbrændingsanlæggene.
 
I PVC Informationsrådets høringssvar fremføres det, at nyere forskningsresultater konkluderer, at der ikke er nogen sammenhæng mellem øget dioxindannelse og tilstedeværelsen af PVC i affaldet. Hertil siger Miljøstyrelsen i sin udtalelse, at selv om der er stor usikkerhed om, i hvor høj grad forbrænding af PVC bidrager til dannelse af en øget mængde dioxiner, så er det vigtigt at arbejde for, at affaldets klorindhold bliver så lille som muligt. En reduktion af klorindholdet skal blandt andet ske ved, at PVC så vidt muligt holdes borte fra forbrændingsanlæggene.
 
I Skatteministeriets høringsnotat bliver hovedindholdet i PVC-industriens miljøprogram Vinyl 2010 loyalt beskrevet. Miljøstyrelsen nævner således, at råvareproducenterne har et program for miljøforbedringer, at industrien har sat sig et genanvendelsesmål for 2010, og at PVC-industrien finansierer forskellige udviklingsprojekter inden for affaldshåndtering af PVC.
 
I sin beskrivelse af Vinyl 2010-programmet hæfter Miljøstyrelsen sig ved, at den europæiske PVC-industri først har i sinde at afvikle brugen af bly i 2015. I forbindelse med blyproblematikken kritiseres PVC Informationsrådet. Miljøstyrelsen mener ikke, at rådet helt med rette kan påstå, at brugen af bly i PVC er stoppet i Danmark, som det fremgår af rådets høringssvar. Så længe blybekendtgørelsen tillader fremstilling af genanvendt PVC med blystabilisatorer, er blyanvendelsen ikke stoppet, siger styrelsen.
 
I en kommentar til Skatteministeriets høringsnotat udtrykker direktør for PVC Informationsrådet Ole Grøndahl Hansen, tilfredshed med, at Miljøstyrelsen og PVC-industrien nu har en fælles forståelse af, hvor stor en andel af de problematiske restprodukter, der kan tilskrives PVC-affaldet. ” På baggrund af denne viden mener vi ikke, det er rimeligt, at man lægger afgifter på PVC. PVC-affaldet har jo ansvaret for en meget lille del af restproduktmængden”, siger Ole Grøndahl Hansen. ”Hvad angår områderne dioxindannelse, korrosion og vandforbrug - som Miljøstyrelsen fremfører som argumenter mod PVC i affaldsforbrændingsanlæggene - så håber vi, at vi også her kan komme til en fælles forståelse, der siger, at PVC ikke er nogen synder”, siger rådets direktør. ”Men når det er sagt, så skal vore bestræbelser først og fremmest gå i retning henimod mere genanvendelse.” slutter han.

Denne nyhed kan læses på engelsk her.

Se også:
11-12-2003 Høring omkring PVC-afgifterne deler interessenterne i to lejre
05-12-2003 Industri- og andre organisationer skriver høringssvar til Skatteministeriet
10-11-2003 Lovforslag om ophævelse af afgifter på al hård PVC nu i høring





Tilmeld dig vores nyhedstjeneste: send en mail mærket Nyheder til: pvc@pvc.dk























  PVC DESIGN   FORSIDE   ENGLISH  

PVC Informationsrådet, Nørre Voldgade 48, 1358 København K.
Telefon: 3330 8630 Fax: 3330 8631  E-mail: