Den aktuelle PVC-situation og dens baggrund

Følgende notat beskriver PVC-industriens vurdering af det forløb, der ligger op til den aktuelle PVC-situation, hvor Miljøstyrelsen har forvarslet afgifter på PVC.

Myndigheder og industri enige om PVC-materialets nyttighed

Efter en grundig vurdering af PVC indgik Miljøstyrelsen og blandt andet Plastindustrien i Danmark i 1991 den såkaldte PVC-aftale. Grundholdningen i PVC-aftalen er den, at PVC er et bredt anvendt materiale med en enestående kombination af egenskaber, som samfundet ikke skal afskære sig fra at anvende. På baggrund af denne fælles holdning skal der ifølge aftalen etableres et samarbejde om, at anvendelsen af PVC i Danmark sker miljømæssigt optimalt under bevarelse af konkurrenceevne og udviklingsmuligheder for danske virksomheder.

Enighed om miljøproblemerne ved PVC-bortskaffelsen

Det miljømæssige problem i forbindelse med PVC-anvendelsen i Danmark har at gøre med affaldsbortskaffelsen. Når PVC-produkter som tasker, sko, tøj, haveslanger, rør, vinduer, legetøj giver anledning til problemer i affaldsforbrændingen, hænger det sammen med, at de delvist består af klor. Når klorholdige produkter bliver til affald og forbrændes på vore forbrændingsanlæg, dannes der saltsyre. Nøjagtig det samme sker, når vi brænder saltholdige madrester, der også indeholder klor. Cirka halvdelen af den klor, der findes i affaldet, stammer fra udtjente PVC-produkter.

For at undgå at denne saltsyre udledes af skorstenene med forurening af miljøet til følge, har man inden for de seneste ti år renset røgen, således at miljøet ikke belastes, når det klorholdige affald bliver brændt. Man renser røgen ved at tilsætte kalk til forbrændingsprocessen. Ved røgrensningen dannes der et restprodukt. Det er den tilsatte kalk, der bevirker, at PVC-affald vægtmæssigt forøges, når det brændes. Det samme gælder for svovlholdigt affald, hvor der også skal tilsættes kalk for at undgå, at svovlsyre udledes til miljøet.

Det har ofte været diskuteret hvor stor en mængde kalk, der skal tilsættes, for at neutralisere den saltsyre, der dannes ved forbrænding af PVC. I en rapport udgivet af Miljøstyrelsen har det været nævnt, at forbrændingen af 1 kg PVC skulle resultere i dannelsen af 2 - 5 kg restprodukt. Denne oplysning var baseret på en kalkulationsfejl, og Miljøstyrelsen erkender nu, at 1 kg PVC maksimalt danner 2 kg restprodukt ved forbrædning. Da alle PVC-produkter indeholder større eller mindre mængder tilsætningsstoffer, er den reele mængde retprodukt, der dannes, når 1 kg PVC brændes, naturligvis mindre.

I øjeblikket sendes store dele af de danske restprodukter til Tyskland, hvor de deponeres i saltminer med det formål at styrke fundamentet under tyske bygninger

Når PVC-affald forbrændes på moderne affaldsforbrændingsanlæg, som de danske, finder hverken miljømyndighederne eller industrien, at PVC spiller nogen rolle i dioxindannelsen. Dioxinproblematikken nævnes derfor ikke i PVC-aftalen.

Aftale om at nedbringe PVC-affald der går til forbrænding

For at undgå at PVC-produkterne havner i affaldsforbrændingen, indeholder PVC-aftalen to grundlæggende mål. For det første skal virksomhederne bestræbe sig på, at emballage i videst muligt omfang substitueres. For det andet skal byggeprodukter af PVC indsamles med henblik på genanvendelse. I PVC-aftalen opstilles en række konkrete procentsatser for henholdvis substitution og indsamling. Herudover indeholder PVC-aftalen et mål, der siger, at virksomhederne inden for en årrække skal ophøre med at anvende tungmetaller som stabilisator.

Efter millioninvesteringer er virksomhederne nu langt fremme med hensyn til substitution af tungmetaller. Det forventes således, at en substitution kan finde sted i overensstemmelse med de tidsfrister, der senere er blevet formuleret i forslaget til Blybekendtgørelse.

Med hensyn til substitutionsmålene for emballage er aftalen opfyldt, men med hensyn til indsamling af byggeaffald er indsatsen forsinket i forhold til aftalen.

Genanvendelsesprocenten for byggeprodukter ikke opnået

Af flere forskellige årsager har de mål, der blev sat for indsamling af byggeaffald, ikke kunnet opfyldes. En del af skylden er en fejlbehæftet konsulentrapport fra 1995, der konkluderede, at de aftalte procenter var opnået. Rapporten var bestilt og betalt af Miljøstyresen, og i styregruppen var såvel Miljøstyrelsen som Plastindustrien repræsenteret. Rapportens konklusioner blev senere betvivlet af Greenpeace, der i en henvendelse til Folketingets Miljø- og planlægningsudvalg stillede spørgsmålstegn ved de tal, der blev fremlagt i rapporten. Efterfølgende viste det sig, at konsulenten ved en fejl havde udeladt nedrivningsaffald og derfor kun havde medtaget installationsaffaldet i sine beregninger.

Miljøministeren krævede iværksat en ny undersøgelse, der skulle kortlægge den sande genanvendelseprocent. Den nye undersøgelse kunne konstatere, at genanvendelsesprocenten for PVC-byggeaffald i Danmark i 1997 lå mellem 10 og 15%.

Årsager til den lave genanvendelsesprocent

I bagklogskabens lys må vi konstatere at aftaleparternes forestilling om, at det i 1995 ville være muligt at genanvende 41% af byggeaffaldet, var for ambitiøs. På underskrivelsestidspunktet havde man ikke den viden, vi har i dag omkring hvilke vanskeligheder, der generelt ligger i indsamling, udsortering og genanvendelse af affald. Det må også konstateres som en begrænsning, at PVC-aftalen i begyndelsen blev administreret individuelt af de berørte virksomheder, hvilket betød, at det PVC-affald, der blev genanvendt, næsten udelukkende kom til at bestå af installations- og produktionsaffald.

Industriens miljøtiltag siden afsløringen af den lave genanvendelsesprocent

Selv om flere af de danske PVC virksomheder individuelt betragtet har overholdt målene i PVC-aftalen, har de fem største producenter af byggeprodukter i Danmark nu iværksat en fælles indsamlingsordning for byggeaffald, der skal forøge den samlede indsamlingsmængde. Producenterne har oprettet selskabet WUPPI A/S, der indsamler og genanvender byggeaffald i hård PVC. WUPPI's ordning omfatter i dag omkring 600 brugere, hvoraf hovedparten er private entreprenører. Omkring 60 kommuner og affaldsselskaber er i dag tilsluttet ordningen. Det skal bemærkes, at WUPPI kun indsamler og genanvender hård PVC. Ifølge PVC-aftalen skal såvel hårde som bløde PVC-produkter genanvendes. Kabler bliver i stor udstrækning indsamlet, medens de udtjente gulvbelægninger ikke genanvendes. Gulvbelægninger udgør knap en trediedel af byggeaffaldet i Danmark, og PVC-gulvbelægninger bliver udelukkende produceret i udlandet

Industrien og miljømyndighederne finder, at kommunerne skal inddrages i PVC-affaldshåndteringen

Selv om WUPPI A/S har fået en pæn start, har både Miljøstyrelsen og industrien måttet erkende, at hvis man skal op på de indsamlingssprocenter, som er formuleret i PVC-aftalen, er det mest hensigtsmæssigt, at kommunerne tages med i processen som vigtig aktør.

Myndighederne har derfor forvarslet, at der nu laves en bekendtgørelse, der i fremtiden vil pålægge kommunerne at udsortere PVC-affaldet. PVC-industrien finder denne beslutning fornuftig, fordi affaldsbehandling i Danmark må ske i et tæt samarbejde med kommunerne. Plastindustrien i Danmark har derfor tilkendegivet over for Miljøstyrelsen, at industrien har i sinde at bidrage både i handling og i konstruktiv dialog med styrelsen og kommunerne om at tage de relevante initiativer, der måtte være nødvendige for at løse de opgaver, der knytter sig til PVC-affaldet.

Konsekvensen af en eventuel PVC-afgift

Selv om PVC-industrien i princippet er enig i den betragtning, at industrien i en vis udstrækning er medansvarlig for bortskaffelsen af udtjente produkter, må vi stærkt fraråde, at man benytter afgiftsinstrumentet som styringsmiddel. Benyttes afgiftsinstrumentet kan det nemlig vise sig at blive ødelæggende for mange danske virksomheder. Flere aspekter bør medtænkes i denne sammenhæng.

Konsekvensen af afgifterne vil blive, at danske PVC-forarbejdende virksomheder vil miste markedsandele, medens importen af udenlandske produkter vil stige. Det kan forventes, at grænsehandel med afgiftsfri PVC vil betyde store tab for danske virksomheder. Eksempelvis vil entreprenører og byggefirmaer bringe PVC-rør og fittings over grænserne fra Tyskland og Sverige.

Hertil kommer, at der i Danmark findes en stor mængde af småindustrier, der fremstiller varer, hvor PVC indgår som delkomponent. Dette gælder virksomheder, der fremstiller varer til eksempelvis kontorindustrien, køkkenredskabsindustrien, elektronikindustrien og møbelindustien. Hvis importerede varer med PVC-komponenter af administrative årsager ikke kan afgiftsbelægges, så skal danske producenter nu konkurrere med udenlandske producenter, der markedsfører færdige produkter, hvor PVC-komponenten ikke afgiftsbelægges. På verdensmarkedet er det meget små prismarginaler, der afgør, om et masseprodukt er konkurrencedygtigt eller ej, og det må derfor forventes, at en PVC-afgift vil betyde døden for mange af disse småindustrier. Resultatet er, at produktionen forsvinder fra Danmark, samtidig med at den samme type PVC-produkter importeres fra udenlandske producenter

Omkring ti tusinde mennesker er i dag beskæftiget i den danske PVC-forarbejdende industri og mange flere i den underskov af industrivirksomheder, der benytter PVC som delkomponenter i deres varefremstilling. Det kan frygtes at mange arbejdspladser vil gå tabt, hvis en afgift på PVC indføres alene i Danmark. En bivirkning ved afgiftspolitikken er også at virksomheder, der anvender PVC til produkter, som måske ikke i første omgang afgiftsbelægges, vil tøve med nyinvesteringer i Danmark. Dette får som konsekvens, at nye arbejdspladser ikke oprettes i Danmark.

Men altafgørende er det, at afgiftsinstrumentet må anses for at være helt uegnet til at løse de reele problemer, der er forbundet med PVC. Ønsker man at holde PVC væk fra affaldsforbrændingsanlæggene, er det eksempelvis ikke fornuftigt at lægge afgifter på rør. Rør er langtidsholdbare og genanvendelsesordninger sikrer, at de sjældent havner i affaldsforbrændingsanlæggene. Med en afgift på rør vil de danske PVC-rør forsvinde og genanvendelsen dermed ophøre.

Phthatlatblødgørere i søgelyset

Allerede ved underskrivelsen af PVC-aftalen var parterne klar over, at phthalaterne krævede opmærksomhed. Phthalater har den ulempe, at de afgives i små mængder fra de bløde PVC-produkter, især hvis produktet varmes op eller kommer i kontakt med sæbevand - eller der tygges og suttes på det, som det sker med babylegetøj. Phthalater findes i husspildevand, og kan måles i ganske små koncentrationer overalt i vandmiljøet. Det er ikke helt klarlagt, hvad kilderne er, men der er tale om en emission fra PVC-produkter anvendt overalt på kloden. Det er sandsynligt, at afslidning og udvask fra bilers undervognsbehandling og fordampning fra store udendørs flader spiller en rolle, medens produktionsanlæg er uden betydning. Der er aldrig set nogen form for skade på mennesker som følge af phthalateksponering. Tilsvarende har man heller ikke kunnet konstatere nogen skade på vandmiljøet som følge af de meget lave koncentrationer, der forekommer i miljøet.

Den danske PVC-industri anser det alligevel for uheldigt, at der afgives phthalater til miljøet, når de bløde produkter finder anvendelse. For selv om mange analyser peger på, at de små mængder i miljøet ikke har nogen negativ virkning, kan det ikke anses for bæredygtigt, at produkter afgiver stoffer til miljøet under brug. Det kan i øvrigt heller ikke anses for hensigtsmæssigt, at produkterne over tid mister deres tekniske kvaliteter, fordi dele af materialet forsvinder fra produkterne.

Men altafgørende er selvfølgelig, at en dansk særlovgivning på området ikke vil bedre på problemerne, da der er tale om en forurening, der ikke kender grænser. Hertil kommer, at der faktisk er omfattende risikovurderinger under udarbejdelse i EU-Kommissionens regi. Risikovurderinger, der inden for det næste års tid vil klargøre, om phthalaterne overhovedet kan siges at udgøre en risiko. De foreløbige meldinger fra EU tyder på, at der ikke skulle være nogen risiko forbundet med phthalaternes tilstedeværelse i vandmiljøet. Industrien finder det helt nødvendigt at man får resultaterne af risikovurderingerne til rådighed og formulerer en fælles-europæisk strategi på området.

Europæiske initiativer på PVC-området bør medtænkes i dansk regulering

Ligesom der er myndighedsudredninger på vej i forbindelse med phthalaterne, så har EU-Kommissionen også igangsat et studie om PVC, der skal afklare alle aspekter i forbindelse med bortskaffelse af udtjente PVC-produkter. Studiet vil danne grundlag for en fælles-europæisk strategi på området. PVC-industrien anbefaler, at de danske myndigheder støtter industriens bestræbelser på indsamling og genindvinding, og i øvrigt afventer en fælles-europæisk opfattelse af PVC-affaldsproblemerne.

Svensk holdning til PVC-regulering

Efter langvarige PVC-diskussioner i Sverige er svenskerne kommet til den konklusion, at PVC-virksomhederne ad frivillighedens vej skal mindske miljøbelastingen fra PVC-anvendelsen. I modsætning til i Danmark så er den svenske PVC-politik udelukkende centreret omkring tilsætningstofferne. Svenskerne ønsker phthalat-emissionen til mennesker og miljø mindsket mest muligt, og tungmetaller er også uønskede i Sverige. Men den svenske miljøstyrelse, Naturvårdsverket, anser ikke forbrænding af PVC i forbrændingsanlæggene som noget miljøproblem. Neutraliseringen af den saltsyre, der dannes når det klorholdige affald forbrændes, opfattes af de svenske miljømyndigheder som et økonomisk problem. Forstået på den måde, at der er udgifter forbundet med røgrensningen - men ifølge Naturvårdsverket kan dette problem håndteres, således at der ikke opstår miljøproblemer.

Den danske PVC-industri er enig i de svenske vurderinger. Vi finder også, at der er tale om økonomiske og ikke om egentlige miljøproblemer. Det forhindrer os dog ikke i at styrke genanvendelsesbestræbelserne, idet nyttiggørelse af PVC-affald naturligvis er mere hensigtsmæssig end forbrænding.

Råvareproducenternes miljøansvar

Råvareproducenterne af PVC har underskrevet et miljøcharter, der forpligter råvareproducenterne til at mindske miljøpåvirkningen ved PVC-produktion, og den skandinaviske PVC-producent Norsk Hydro er netop som den første PVC-råvareproducent blevet miljøcertificeret. Udviklingen inden for den europæiske PVC-råvareproduktion går således i positiv retning.

Nye bortskaffelsesteknologier under udvikling

Da PVC i affald øger udgifterne til affaldsforbrændingen, og da kun en del af udsorteret PVC er egnet til direkte materialegenvinding, har der længe fra myndighedernes side og fra industriens side været arbejdet med at få udviklet teknologier, der kan nyttiggøre PVC-affaldet. Meget tyder nu på, at dette ønske kan opfyldes inden for en overskuelig fremtid. I de seneste par år har NKT Research Center således arbejdet med en proces, der meget vel kan vise sig at blive løsningen på PVC-affaldsproblemet. I NKT-processen omdannes PVC-affaldet til materialer, der kan anvendes i industrien. NKT-projektet er medfinansieret af Miljøstyrelsen, de europæiske råvareproducenters brancheorganisation, ECVM, samt af Norsk Hydro.

Udvikling frem for afvikling

PVC-forbruget er stigende i hele verden, hvilket tydeligt indikerer, at der er et samfundsmæssigt behov for netop dette materiale. En udvikling af PVC henimod et mere bæredygtigt materiale er derfor at foretrække for samfundet frem for en afvikling af PVC. Denne holdning understøttes også af det faktum, at de livscyclusvurderinger, der sammenligner PVC-produkter med alternativer, ikke bedømmer PVC-produkter som værende ringere end alternative produkter. Det er derfor vigtigere at forbedre PVC-produkterne fra vugge til grav end at skifte til andre produkter, der måske ud fra en samlet vurdering bevirker en større miljøbelastning end PVC.

Ole Grøndahl Hansen

PVC Informationsrådet

17. juni 1999